mandibula , ae, f. (mando, ere), der Kinnbacken, die Kinnlade, Macr. somn. Scip. 1, 6, 69; sat. 7, 4, 14. Tert. de anim. 10. Vulg. iudic. 15, 15 sqq. ...
2. prae-mando , ere, vorkauen, bildl. = genauer erklären, si me tibi praemandere, quod aiunt, postulas, Gell. 4, 1, 11.
mandātīvus , a, um (mando), zum Auftragen geeignet od. dienend (Ggstz. imperativus), sermo, Diom. 339, 17.
super-mando , ere, darauf-, nachher kauen, Plin. 31, 65.
mandātōrius , a, um (mando, āre), zum Kreditauftraggeben gehörig, m. nomine, unter dem N. eines Kreditauftraggebers, Cod. Iust. 8, 41, 19 u.a.
is , ea, id (vom Demonstrativstamme i), I) ... ... – von der ersten und zweiten Person, credidi homini docto mandare: is lapidi mando, d.i. und ich usw., Plaut.: qui magister equitum viderere, ...
cūro (altlat. coiro u. coero), āvī, ātum, ... ... geritur, quod te putem scire curare, Cic. ep. 9, 10, 1: mando tibi, uti cures lustrare, Cato r. r. 141: tu recte vivis, ...
hāctenus , Adv. (eig. hāc parte tenus), bis ... ... ), h. reprehendet, si qui volet; nihil amplius, Cic.: quare tibi h. mando etc., Cic.: h. indulsisse iuvat, Verg.: h. Vitellius voluerat, Tac. ...